Historier
Se jubilæumshæftet SSF
75 år
Glimt af Sundby Sejlforenings historie
Fra grøft, afvandingskanal og losseplads - til en af Danmarks største sejlklubber
En efterårsdag i 1923 mødtes en række Amager-borgere i et kolonihavehus
for at stifte en sejlklub. De havde alle sammen deres små fartøjer liggende
i afvandingskanalen der dengang løb helt fra Lergravsvej og ud i Øresund.
Store boligbyggerier var i gang i Sundbyøster og Sundbyvester, der i
året 1900 var blevet indlemmet i Københavns kommune. I den anledning
var der skabt behov for en lystbådehavn og en organiseret sejlklub i
området.
Stauning og senere borgmester Hedebol, der begge var medlemmer af Borgerrepræsentationen
i København, talte om fritid, sport og grønne områder, som også menigmand
skulle have andel i efter en lang og hård arbejdsdag, gav det fornødne
grundlag til at skabe det rekreative område Amager Strandpark, med Sundby
Sejlforening som det sportslige midtpunkt.
Siden er det gået stærkt. Særdeles initiativrige ledere og aktive medlemmer,
har gennem alle årene (selv i dag) forstået at gøre Sundby Sejlforening
til en permanent byggeplads.
I mellemkrigsårene blev havnen ombygget og udvidet hele tre gange, stadig
større landområder blev til, klubhuse blev bygget efterhånden som medlemstallet
og trangen til kammeratligt samvær tager nye højder.
Tursejlerne i Sundby Sejlforening kommer langt omkring. Således købte den senere så berømte jordomsejler Carl Nielsen i 1944 den 40 år gamle jernbåd Nordkaperen, der efter istandsættelse sejlede jorden rundt i 1946 - 1948. Nordkaperen sejler den dag i dag i bedste velgående, nu under skipper Troels Kløvedals kommando.
Kapsejlerne har det med at træde deres barnesko i Sundby Sejlforening. Således kunne Richard Høj Jensen, Valdemar Bandolowski og Erik Hansen efter nogle særdeles flotte sejladser, erobre det olympiske guld i 1976. Ligeledes har Sundby Sejlforening gennem årene kunnet hædre en stribe medlemmer, der kom hjem efter at have høstet medaljer ved VM, EM, NM, DM.
