24.08.2009
Old-boys Cup d. 15. og 16. august 2009

I weekenden den 15. og 16. august fik vi igen sejlet den traditionsrige Old-Boys sejlads i Ynglingebåde. Stævnet er for drenge, der er fyldt 40 og piger, der har passerer de 30 (en gammel tradition fra dengang det var umuligt at få piger ned i en yngling, når de var fyldt 40) . Der skal jo mindst være 1 pige i hver båd, og i dag er det ikke problemet, for nu har vi jo mange piger, der er vokset op i Ynglingen og os halvgamle, har vænnet os til denne bådtype gennem de sidste næsten
25 år.
Sejladsen har været sejlet igennem mange år, de første år i optimistjoller, indtil en stor mand gik igennem bundet, og det var ikke godt for foreningens grej. Derefter blev det ynglingebåde, og i mange år lånte vi søværnets øvelsesbåde , der lå på Margretheholm, indtil de blev flyttet rundt i landet og senere har vi et par år lånt både i KØS i Svanemøllen, indtil vi gik over til brug af vore egne både, heraf 2 af klubbens og 1 båd lånt af brdr. Brask Thomsen ”Dracula” tusinde tak for det.
Igennem de sidste mange år har det været en regel, at det var de unge under 40, der var dommere og arrangerede sejladserne, og på den måde har vi fået lært mange af de unge i klubben at kende godt.
Denne gang var det Claus Zastraw, der var dommer sammen med Mark Wain Pedersen og Kristian Schaldemose, alle 3 har været med nogle gange. På gummibådene var det Tonny (formand) og en af de nye fra elever på sejlerskolen Martin. Ved disken i køkken styrede Bjørka i år butikken (Birgitte var på Grønland) sammen med Kimberley (Miras datter) og Jonna. Jens Green var blevet pointfører og styrede kommunikationen med dommerbåden.
Jens , Bjørka og Dan havde valgt at stoppe i år, efter at have sejlet sammen i 25 år, men så kan de jo bruges til noget andet. Dan tog en masse billeder, der sammen med mine kan ses på Dan’s hjemmeside www.danknudsen.dk..
Vi mødtes lørdag morgen i øsregnvejr og frisk vind ved Det Maritime Ungdomshus, som vi havde invaderet denne week-end. Der var tilmeldt 9 hold og efter en lodtrækning, blev vi fordelt i 12 sejladser med 3 bådhold i hver sejlads, vi fik så i løbet af disse 2 dage mødt alle hold og hvert hold fik sejlet 4 sejladser.
Efter at en fra hvert hold havde trukket en kuvert med et nummer, blev sejladserne og bådene fordelt og de, der skulle sejle første sejlads skulle rigge bådene til. Samtidig trak man retten til at skrive i bladet , eller værdigheden til at sørge for præmier og sidst men ikke mindst tilliden til at arrangere aftenfesten i 2010.
Vi nåede at få en lille en til halsen inden de første skulle ud i regnen, sammen med de unge dommere og 2 stk. gummibåde, der var pustet op for at sejle de næste hold på banen, og ikke mindst skulle de sørge for at få lagt nogle gode baner ud, som vi skulle sejle rundt på.
Allerede i 1.ste sejlads var debutanterne Team Claus Rønnow, Karin og Anette ved at bordfylde i en ukontrolleret bomning, og da de ikke havde nået at blive informeret om, hvor den lille stang - til lænsepumpen - lå , kom de i mål med rimeligt megen vand i båden. I deres næste sejlads var de straks bedre vidende omkring en yngling og modtog bølge fra dommerne, da de kom i mål på en flot 2den plads.
På Team Thomas med Dorte (førsteårs elev på sejlerskolen) og Jørgen, faldt Dorte halvt i vandet i en bomning men fik ingen knubs . Den oppustelige redningsvest virkede, men hun var meget våd og så lidt morsom ud, da hun kom ind efter sejladsen.
I løbet af lørdagen holdt regnen op, og vi fik gennemført de første 8 sejladser i fin stil. Dommerne måtte flere gange flytte mærker, idet vinden sprang fra syd mod sydvest for til sidst at slutte helt i vest.
Imellem sejladserne blev der tørret tøj (ikke alles regntøj var tæt) der blev snakket, lagt taktik, kigget på pointtavle og spist pølser og hjemmebagt kage. Der blev drukket spandevis af kaffe og en enkelt øl . Dommerne fik fourage sejlet ud i gummibåden.
Nogle gik i gang med at flytte borde og få dem dækket, således at vi kunne mødes til et fint lokale og få en dejlig middag, der var bestilt via Mira’s chef, da vores klubhus ikke var leveringsdygtig i fast føde. Det gik fint og Tonny (formand) og Jan (skolechef) fik førstepræmie i grillstegning af kød til 45 personer. Udover det vi havde bestilt, havde en gammel ynglingesejler fra KDY sponseret en masse kyllingebryst, og der var så meget mad, at Bjørka og Jonna kunne servere en fin buffet af rester om søndagen.
Det var rigtig hyggeligt, og det blev ikke sent, vi skulle jo i gang igen søndag morgen.
Dagen startede med frisk vind men sol og skyer, og der kom mere vind i løbet af dagen.
De sidste 4 sejladser i den ordinære runde blev afviklet i den friske vind men uden uheld. Der var rigtig mange gode starter og spændende mærkerundinger, og alle gav alt hvad de havde i sig, inden de var i mål - incl. os selv - og der var kamp til sidste meter i mange af sejladserne.
Efter de 12 sejladser, skulle der sejles 3 til, hvor de hold med færrest point mødtes i den første sejlads og de 3 hold med de bedste point mødtes i den sidste sejlads.
Den sidste sejlads blev så spændende, at vi inde på land næsten holdt vejret. Bådene fulgtes ad det meste af sejladsen, men på sidste lænseben til mærket sloges de 2 både og først lige inden målstregen kom Team Kim – Mira og lange Claus i båden ”Hopla” ind med en stævnspids foran de tidligere års vinder Team Jan – Marina og lille Jørgen. Den flotte 3die plads gik til Team Claus Brask – Jannie og svoger Torben..
Bådene kom ind og blev rigget af, og kandidater til kvajepræmien blev gennemgået, men en vandt dog stort, idet Team Thomas – Jørgen og Dorte lige havde glemt hvad vej man skulle rundt om mærkerne. De gik styrbord om, så de måtte rundt igen, det kostede en pladsering. Man kan sige, at Dorte fik sin ilddåb, første dag en tur i vandet og så en kvajepræmie, som nu de næste 3 måneder skal ”fuglen” stå på hendes altan inden den næste skal have æren, hun mistede ikke modet og synes det havde været sjovt.
Kvajepræmien er en ”smuk” fugl, der ligner en Robert Jacobsen, men er udført af en eller anden smed, og stod på Bent Knudsens værksted, da han overtog det. Alle, der har erhvervet den er kommet til at holde af den, og Birgitte, der havde den opstaldet i sin have - vil savne den
Claus Zastrow stod for præmieuddelingen – og de fine præmier, som Team Kim (Mira) havde sørget for, blev overdraget til alle 9 på de 3 vinderhold. Derefter uddeltes de flotte vandrepokaler til nr. 1 og nr. 2 , og der blev sagt tak til alle hjælperne, unge som mindre unge, før vi sluttede af med et trefoldigt leve for præmietagerne og Sundby Sejlforening.
En dejlig week-end var ovre og alle glæder sig til næste år, hvor datoen bliver den
14. og 15. aug 2010

Jens Rotbøll’s team sørger for præmier, Claus Rønnow’s team skal arrangere festmiddag og vi skriver p.t. til bladet.
For at få flere deltagere med til dette dejlige arrangement, vil man i vinter tale sammen ,så vi måske også kan få klubbens spækhuggere med på banen, således at de, der ikke er frisk til en yngling, men godt kan lide lidt race og hyggeligt samvær, også kan deltage. Det vil der blive arbejdet på.
En af de nye fra sejlerskolen synes også det kunne være sjovt for eleverne, at prøve at sejle yngling, for at fornemme den nære kontakt med vandet og bådens hurtige bevægelser.
Som afslutning vil vi sige tak til alle der giver en hånd med, og vi vil sige til alle fremtidige deltagere: det er en dejlig måde at lære de unge, som står for sejladserne - og alle os andre - at kende.

Team Flemming – Lillian og Kirsten (placering nr. 6)

 

 

>Til toppen